Formål og organisering
Den danske natur er under pres. Uanset lovgivning og regler, som har til formål at beskytte naturen, bliver disse ikke altid omsat til virkelighed, og reglerne ender i mange henseende med at være virkningsløse. Ligeledes går det for langsomt med at handle på klimaforandringerne.
Naturens Retshjælp er et modsvar til dette og udspringer af et ønske, om at advokater, jurister og jurastuderende i højere grad skal bidrage til at styrke beskyttelsen af naturen og imødegå klimaforandringerne.
Retshjælpen ønsker at være en stærk retlig aktør indenfor miljøbeskyttelse, beskyttelse af naturen og arbejdet imod klimaforandringer. Retshjælpen skal bistå og rådgive civilsamfundsorganisationer og borgergrupper i miljø- og klimaspørgsmål, således at naturen i Danmark ikke altid trækker det korteste strå, når anlægsprojekter skal gennemføres, der skal dispenseres for giftige pesticider, eller der skal udarbejdes planer til bekæmpelse af iltsvind og fiskedød i vores farvande. Foruden juridisk bistand har retshjælpen også til formål at styrke samarbejde og tværfaglighed ved at være en platform for vidensdeling. Dette reflekteres bl.a. gennem samarbejdsaftaler med universiteter, fagpersoner, retshjælpens medlemmer og virksomheder.
Naturens Retshjælp er drevet af en forening, hvis medlemmer og bestyrelse består af organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø eller beskyttelse af væsentlige rekreative interesser som en del af deres formål. Retshjælpen er bemandet af frivillige jurister, jurastuderende, fagpersoner med miljøfaglig indsigt og en lønnet retshjælpsleder. Herudover har retshjælpen tilknyttet frivillige advokater og jurister samt fagpersoner med miljøfaglig indsigt, som retshjælpens frivillige kan sparre med.
Både private borgere og organisationer kan engagere sig i Naturens Retshjælp, læs mere om det under ”engager dig”
Retshjælpen er stiftet i 2024 af advokaterne Helena Reumert Gjerding og Nikolaj Nielsen.
